JYLLIANDS-POSTEN
LITTERATURSIDEN
BOL.COM

Anne Chaplin Hansen - JYLLIANDS-POSTEN
Tragedien om de stjålne børn
Argentinsk roman om skæbnerne i kølvandet på Pinochet-regimet.
Vi har set dem på TV, bedstemødrene som demonstrerer på Plaza de Mayo i Buenos Aires og kræver at få at vide, hvad der er blevet af de børn som deres gravide døtre og svigerdøtre fødte i fangenskab under militærdiktaturet.
Det er et ualmindelig fælt kapitel af det moderne Argentinas historie. De unge mænd og kvinder, revolutionære og demokratiske idealister, som regimet fik i nettet, blev tortureret på den mest bestialske måde. Straks efter fødslen blev de nyfødte givet til højtstående, barnløse officerer og moderen myrdet. Tyve år efter begynder så et stort og næsten umuligt efterforskningsarbejde, bureaukratiet spærrer, myndighederne er valne, de fleste dokumenter er destrueret, kun få af de ansvarlige fra dengang er kommet for en domstol og de fleste bødler sluppet for tiltale takket være et dekret om en såkaldt lydighedspligt.
Det er jo et formidabel stof til en roman, og denne her af Elsa Osorio, født i Buenos Aires, men nu med bopæl i Madrid, bliver næppe den sidste. Hendes hovedperson, Luz, kommer til verden under de frygteligste omstændigheder, men uvidende om sin afstamning vokser hun op som datter af Eduardo, der er gift med Mariana, datter af en af regimets mest frygtede mænd. Mariana mistede sit eget barn ved fødslen og aner ikke noget om forbytningen, som hendes kære papa har besørget.
Men Eduardo, en svag og skikkelig fyr, pines af sin mistanke om ugerninger, og da han er ved at komme på sporet af Luz' rigtige mor, sørger svigerfar for, at han får en kugle i hovedet. Lidt efter lidt går det imidlertid også op for pigen, at der er noget ravruskende galt med familieforholdet, og til slut lykkes det hende at finde sin far, der lever i eksil i Spanien og ikke har haft nogen anelse om hendes eksistens.
Romanteknisk ruller handlingen bagfra ved mødet mellem far og datter, mens snart den ene snart den anden kulørte person i hendes unge liv, lægger egen stemme til. Stærkest og mest sympatisk luderen Miriam, der sidder inde med nøglen til mysteriet.
Det er altsammen passioneret latinamerikansk, godt nok, men meget, meget rodet. Måske forståeligt i betragtning af intrigens veje, men fortællerstilens endeløse småpludren er ikke min smag. Den fører til ligegyldighed, og det er vel det værste, der kan ske, når ondskaben hersker.
Kan jeg være bekendt i stedet at længes efter en dokumentarisk beretning? Det kræver et bredere talent at bygge fiktionens bro til rædsler og overgreb, som dem der fandt sted i Argentina 1976.
Jens Lohmann.Kultur N y T
Argentinsk roman af Elsa Osorio om de børn der blev militærdiktaturets ofre fra 1976-1983. Ofte blev de født i fængslet, hvorefter deres forældre blev tortureret og myrdet, og børnene blev adopteret af officerfamilier. Dét åbne sår viser Elsa Osorio i sin roman, som netop er kommet på dansk

Back

Nina Wegner - LITTERATURSIDEN
Lån bogen på
Luz (datter)og Carlos (far) mødes på en cafe i Madrid. En lang samtale tager sin begyndelse og udgør både rammen og den røde tråd igennem hele romanen. Det er en beretning om et fælt kapitel i Argentinas historie. Under militærdiktaturet "forsvinder" unge mænd og kvinder, og de tortureres og myrdes på grund af deres revolutionære eller demokratiske idealer. Børn født i fangenskab bliver givet til barnløse, højtstående officerer og mødrene myrdet. Et sådant barn er Luz, og hun har efter flere års efterforskning fundet sin rigtige far. Hun er vokset op som datter af Eduardo og Mariana, der er datter af en af regimets mest frygtede mænd. Historien er én lang udredning af de forviklinger, der opstod omkring Luz´ fødsel, og samtidig en harmdirrende beretning om det mørkeste kapitel i Argentinas historie. Selv om man som læser kender slutningen på historien er det en rigtig page-turner. Der spares ikke på følelserne, og hvis jeg skal sammenligne Elsa Osario med en anden forfatter må det blive Isabel Allende. Det er den første udgivelse på dansk af Elsa Osorio, men vi kan da håbe på meget mere.

Back

John Pedersen - BOL.COM
Argentinsk forfatter har valgt de stjålne børn fra militærdiktaturets tid som dyster ramme.
Et af de frygtelige, og ofte omtalte, indslag i det argentinske militærs rædselsregime i 70erne var at bødlerne stjal børn fra dem de bortførte. Børn født i fængslerne blev fjernet fra deres mødre, der oftest blev henrettet, "forsvandt" som det hed. Når denne nedrighed blev alment kendt, skyldtes det især den græsrodsbevægelse der kaldtes bedstemødrene fra Plaza de Mayo, hvis energiske kamp for at finde frem til de stjålne børn og børnebørn fortsatte lang tid efter, at det formelle demokrati blev indført, og efter at det forstemmende retsopgør havde bragt yderligere splittelse over landet.
Det er præcis denne dystre ramme Elsa Osorio har valgt til sin roman "For enden af mørket", der handler om en ung kvindes jagt på sin egen identitet fra det øjeblik hun som ganske ung pige får en mistanke om, at de mennesker hun er vokset op hos ikke er hendes virkelige forældre. Pigen, Luz, blev fjernet fra sin mor straks efter fødslen. Moderen, der var modstandskvinde, dræbtes kort efter fødslen på åben gade, og en højtstående militærperson sørgede for at den lille blev placeret diskret hos hans datter, der netop havde mistet sit barn ved en vanskelig fødsel.
Romanen begynder imidlertid ved afslutningen af Luz' jagt på sine rødder: Hun har efter mange besværlige sonderinger og flere traumatiske kriser fundet frem til sin biologiske far, der lever i Madrid i den tro, at hans barn i sin tid blev myrdet sammen med moderen. Det spegede mønster trevles nu op i en noget besværlig konstruktion, hvor der bestandig skiftes mellem mødet i Madrid mellem den voksne kvinde Luz og hendes rigtige far, og de mange forviklinger barndommen igennem i Argentina. De stadigt skiftende synsvinkler og de mange skift i kronologi kan virke lidt trættende, selv om historien bestemt er spændende nok.
Det kan dog ikke nægtes, at klicheerne indimellem falder ret tæt, både de sproglige og de handlingsmæssige, og det må blive et spørgsmål til den enkelte, hvordan man ser på denne sammenkobling af tilsyneladende ægte indignation med håndfast spænding og koloreret underholdning. Personligt finder jeg blandingen vel krydret.

Back